Baggrund, tekst m.m.

Danny Frankel er den type trommeslager/percussionist der bygger et nyt setup for hver sang (se video). Dét gir hver sang sin helt egen farve, lyd og drive.

Og fordi han er så musikalsk og kreativ, finder han altid en kombination der gir en masse plads til leadrollerne, samtidigt med at han driver rytmedelen.

Man skal være ret hurtig, fleksibel og "openminded", for i løbet af ti sange lynhurtigt at fange vibe'en i et nummer og ombygge sit instrument efter hvad der er behov for - og det er han så også.

På "When I see you", endte han op med en trækasse og en tam med et håndklæde ovenpå plus lidt rasleværk til de festlige lejligheder. Simpelt og meget brugbart.

​

Glenn Fukunaga spiller på sangen nogenlunde den mest basale og simple basrolle man overhovedet kan slippe afsted med. Jeg havde en lidt mere aktiv rolle i hovedet da jeg kom, men når man hører hele det ret store arrangement - som han jo ikke havde en chance for at forudsige - så passer det perfekt, og lægger en meget vigtig bund uden at komme i karambolage med nogen andre roller. "Så lidt som muligt" - og helt tilpas

(da jeg sad og editerede nummeret herhjemme, kunne jeg på mit musikprogram at alle de toner der falder på samme slag i en takt er PRÆCIS lige lange. Det gir en meget konsistent og rolig fornemmelse af bunden i et nummer - og det passer meget præcist på hans gemyt)

​

Tim O' Brien - som er et Bluegrass ikon med en fantastisk teknik og  samtidigt også en superfed sanger og komponist, var i "When I see you" henvist til bare at spille enkelttoner på hver tredje ottendedel i stort set hele nummeret (tror det var hans debut i lige dén rolle :-) ) og han udførte tjansen 100% indlevet og uden at kny

​

Greg Leisz   (som også spillede på "It's almost love" albummet) skulle oprindeligt også have været med de dage i Austin, men logistikken hang ikke godt nok sammen. Så nogle måneder efter, tog jeg til London og indspillede hans Pedal steel guitar i Dyre Gormsens studie.
Han var på dét tidspunkt på turné med Eric Clapton, men de havde fri et par dage dér, så vi hang ud og fik indspillet de tre tracks vi skulle (han skulle faktisk have indspillet fire, men han syntes ikke der var plads til mere på det fjerde nummer - hvilke han - selvfølgelig - havde ret i).
Interessant at høre "inside musikhistorier" fra en mand der har spillet med stor set alt hvad der kan kravle og gå, bla. med nogle af mine all time favoritartister som Joni Mitchell og Randy Newman.

  Greg's øgenavn er "the impeccable Greg Leisz" - og ikke uden grund.
Bortset fra at være en meget lo-key og behagelig person som kun kender til, tålmodigt og åbent at  give alt hvad han har til enhver session, har han en evne udover hvad jeg har oplevet før, til efter én gennemlytning fotografisk at sanse, form, "space", arrangement, dynamik og vibe i et nummer. Dét gør han på et sådant niveau, at uanet hvor mange forskellige takes man beder ham om at spille, så står hans spil aldrig i vejen for noget der er væsentligt i musikken, samtidigt med at bidrager med en meget væsentlig del af helheden. Det er vidst dét der hedder verdensklasse, og af samme grund er han én af de mest efterspurgte "sidemen" på kloden.

​

Bjarke Falgren - min gode spillekammerat gennem et par årtier  - spiller den fine bratsch i nummeret

​

Jesper Bo Hansen har addet gode synth-fills