Baggrund, tekst m.m.

Om en pige der arbejdede som ekspedient i det lokale kontorvarecenter Lomax, i Frederikssund.

​

​

Inspiration til sange kan komme de på de mærkeligste tidspunkter på de mærkeligste steder.
Lomax udmærker sig ved at være et ekstremt umærkeligt sted. De sælger kontorforsyningsartikler til erhvervsdrivende, og det er præcist så "konkret-én til én-faktuelt-alt på sin rette hylde"-agtigt, som man kan forestille sig. Og da det ovenikøbet er baseret på salg til erhverv, er der ikke engang det lille pift i form af lidt kreative, farverige lokkemidler overfor kunderne, som kontorbutikker for privatkunder som regel har.

Kunderne hernede VED hvad de skal have, hvor mange eksemplarer, hvilken størrelser og hvad det koster. Der er kort og godt ikke ret meget at snakke om, og rummet er cirka lige så personligt og inspirerende, som venteværelset på en nystartet tandlægeklinik.

 

Men jeg kan faktisk  engang imellem godt  li at være sådan nogle steder. Den menneskelige interaktion er helt naturligt og uden diskussion, skåret ned til kun at deale med det allermest nødvendige. Alle ved hvorfor de er her og hvorfor de andre er her (bortset fra etnologi-lusker typer som mig), og der er i omegnen af 0% chance for at løbe ind i, at skulle tage stilling til noget som helst, der ikke har direkte relation til en pakke med 1000 styk hæfteklammer størrelse 24/6, og et blåt ringbind til A4 papir.

Men på samme måde som en kirke, er det også en slags socialt frirum: da alle handlinger drejer sig om én bestemt vedtaget ting (køb og salg af et topdefineret vareudbud), kommer de mennesklige reaktioner og attituder, der jo trods alt altid er, til at stå endnu stærkere frem.

​

Sådan var det dén dag jeg mødte ekspedienten i Lomax. Hun var HELT optaget af, at jeg skulle have de rigtige ting til det jeg havde gang i (har for længst glemt hvad det var). Hun var så imødekommende og REEL, på alle måder ordentlig - og så SØD, i ordets smukkeste betydning.  Uden skyggen af flirt fokuserede hun 100% på at hjælpe mig med noget, som jeg selv syntes var kedeligt og inderligt ligegyldigt.

Jeg fik en meget fysisk varm fornemmelse i maven, noget jeg  har oplevet 7-8 gange i mit liv - og altid i en lignende situation: en fremmed person, der som det mest selvfølgelige i verden, er i gang med at  hjælpe en anden fremmed person  med hele sin sjæl og sit væsen.

De gange jeg har prøvet det får altid fornemmelsen af, at have lyst til bare at blive der og at tiden går i stå, og at alt falder på plads. "Det er SÅDAN vi skal være overfor hinanden. Det er sådan engle må være".
 

Og så får  disse menneskers ofte lidt  skrøbelige personligheder, mig tit til at tænke: "det må være hårdt at være engel i en verden som vores".