Havudsigt Portugal.jpg

Baggrund, tekst m.m.

 
Old man
Fra "Keep the light in your eyes" (2001)
 

Klik           for at vælge andre sange

Screen Shot 2021-06-11 at 13.52.44.png
Spotify logo Green.jpg
toppng.com-buttons-tidal-now-available-o

Om min far.
 

Min far (født i 1926) voksede op i Tandslet på Als sammen med en storesøster og en lillebror.
Hans forældre, i særdeleshed hans mor, forspildte i sit liv ikke mange chancer for at fortælle ham at han var en værdiløs idiot.

Dén attitude til børn var sikkert langt mere almindelig dengang og stammede meget sandsynligt fra samme forældres behandling fra deres egne forældre, men det gør det ikke mindre smertefuldt og traumatiserende.
 

Få år før han døde besøgte jeg ham i Flensborg hvor han boede på et ældrehjem. Selv da – langt op i 70års-alderen - martrede det ham at han aldrig havde fået sine forældres accept og sagde tomt ud i luften:”jeg har aldrig kunnet forstå hvorfor min mor altid kritiserede mig” (ordet ”elske” fandtes ikke i hans vokabularium – men det var dét han mente)
 

Det var ikke fordi han på nogen nåde var hverken initiativløs, ubegavet eller ikke opnåede dét han satte sig for. Han udførte f.eks. efter al sandsynlighed den første sabotageaktion i Danmark under krigen.

D. 9 april 1940 om eftermiddagen (dén blir svær at slå :-)) stødte han på en forladt tysk kampvogn på en landevej. Han løb med det samme hjem efter en hammer, gik ned i kampvognen, og smadrede alt han kunne få øje på af instrumenter og udstyr.

Det var nok ikke moral og politisk harme der fik den 13-årige Sven til at handle så resolut, men snarere en kærkommen lejlighed til straffrit (troede han) at kunne smadre noget matriel – og måske endelig at få noget ros derhjemme. Dét fik han så ikke – han fik skældud og en røvfuld.
 

Senere gik både han og hans forældre ind i modstandsbevægelsen. Han, bl.a. ved at levere pistoler til modstandsfolk og rekognoserings-opgaver ifht. tyske installationer, hans forældre som samlingssted for modstanden i Haderslev-området og agerende modtagecenter og skjulested for eftersøgte i deres hjem. Alle tre blev angivet af danske stikkere og min farfar blev sendt i koncentrationslejr i Neuengamme og kom hjem med de hvide busser, med en vægt på ca. 50 kilo. Min farmor løj sig ved hjælp af en lægeven til en uhelbredelig smitsom sygdom, så tyskerne mistede lysten til at have hende siddende i arrest. Min far nåede at slippe væk og gik under jorden indtil befrielsen i 1945 hvor han var 18 år gammel.

 

Mine bedsteforældre kommunikerede i store træk ved at råbe ad hinanden (og de fleste andre). Den ene kunne sige “det regner”, hvortil den anden straks vrængede: “gu gør det ej !” - og så var platformen og eftermiddagens underholdning i hus. At gå ud og se efter, kom ikke på tale – det ville ødelægge den gode stemning.

At råbe ad hinanden var med andre ord min fars “tryghedscenter”. Det var dét han kendte og var vant til. Det var sådan det var derhjemme. Det var “normalen” – og så var man også dejlig fri for mere substantielt at tage stilling til andre - og ikke mindst sig selv - hvilket for alle i hans familie åbenlyst ville have været en kraftig og livsforandrende oplevelse.
 

Han havde også for vane – hvis et selskab blev LIDT for hyggeligt – at smide en mental håndgranat i form af en perfid bemærkning, gerne lanceret i et decibelniveau der hurtigt satte en stopper for al afslappet småpludren i krogene. Så kunne han søge mentalt ly i den for ham velkendte stemning fra derhjemme.
Men han havde samtidigt rigtig god humor og kunne være meget sjov og beleven mellem sine gamle venner, naboer eller helt fremmede, men i det nære slog han tit fra sig når det i for lang tid blev for rart og “tæt på”. Han havde ikke gode oplevelser hjemmefra med at vise nogen former for følelser, Det blev betragtet som “svæklingeagtigt” - sikkert også en tidstypisk ting.
 

Men der var også formildnende omstændigheder og forsøg fra min fars side på at forsøge at ændre noget, så han ikke i for høj grad kom til at sende denne “arvesynd” eller nedarvede skade videre. For det ER en arvesynd. Helt på linje med familier hvor man slår sine børn, hvor man drikker for meget, hvor man mistror alle andre, har manglende selvværd og – af samme grund - måske ser sig selv som ofre for alt der sker. Børn tager jo hele pakken ind og det kan være en svær pakke at pakke ud igen og fjerne det man ikke bryder sig om eller finder ud af er løgn, uden at man mister sig selv eller står identitetsmæssigt tomhændet tilbage.
 

Dét min far faktisk – på sin MEGET knudrede og indirekte måde – lykkedes med var, at fortælle os at vi duede til noget, at vi GODT kunne. Og at han passede på os og holdt af os. Han kunne faktisk godt kramme - på en lidt stiv måde - men intentionen var tydelig, hvilket er ret mageløst hans baggrund taget i betragtning.
Han sagde også på et tidspunkt til mig:“du skal ikke gøre som jeg har gjort”. Han kom ikke nærmere ind på hvad han præcist mente, men det var en åbenlys melding om, at jeg skulle gå mine egne veje og gå dem som jeg fandt bedst – et mentalt frihedsbrev. På dén måde lagde han grunden til at jeg kunne bryde arvesynden og den nedarvede familieskade.

Hverken jeg eller min søster har jo undgået at skulle tage stilling til, bearbejde og finde en måde at deale med sådan en vibe og mentalt anstrengende opvækst, men alle har jo noget at arbejde med fra barndommen, og det er et langt stykke ad vejen bare “livs-lektier” som – hvis det ikke er i misbrugsafdelingen – er modnende og udviklende at skulle finde en vej udenom,  eller sig selv i.
 

At få at vide at man er værdiløs, skaber en følelsesmæssig usikkerhed og manko, som for mange varer livet ud. Det gjorde det ihvertfald for min far, som kort før han døde – summerende hele sit liv op – sagde: “jeg har klokket i det”.
En vending der helt sikkert var inspireret af tusindvis af nedgørende bemærkninger hjemmefra og som derfor var blevet siddende som et mentalt mantra hos ham, på trods af at han objektivt set opnåede og lykkedes med mere end de fleste – men altså ikke at komme over den manglende accept og kærlighed hjemmefra.

Til sidst et lille eksempel på HVOR lidt credit man kan give sine børn – og hvordan en sådan en attitude kan martre en sjæl i resten af livet:

På et tidspunkt fik min farmor besøg af Aage Trommer som har skrevet en del bøger om modstandsbevægelsen Han ville vide noget om min farmor og farfars handlinger og aktioner under krigen (min farfar gad ikke snakke om det: “det er bare noget man gør”). Til sidst spørger han så min farmor om min far (som også var til stede) også havde været involveret i modstandskampen, hvortil hun hurtigt svarede “Næh - han har ikke lavet noget”. Dén credit skulle han ikke have.

Tak far for at du ikke gav dén videre til os.

Det var vigtigt - og kærligt.

Old man
(Musik & tekst Lysdal)

He's an old man in his mind

He's an old man and he can't find

All the things he's longing for

He's been longing for, for a long time

 

He's an old man with no appeal

He's an old man and he can't feel

The things that he wants the most

He's just a ghost in the living land

 

And the living land hurts him so

He doesn't wanna know why

 

He's so far away from his heart

So far away, so far away from his heart

 

But I know he's been dreaming

I know he's still dreaming

Of touching the angels of love

And he feels that time's running

But he can't feel he's coming

Closer to what he's been trying to find all his life

 

He's an old man and he's drying out

He's an old man he's not trying out

The opportunities he's got right here

Because of fear he stays inside

 

He's an old man and he's missing - life

Albummet "Keep the light in your eyes"

Hugo Rasmussen og jeg havde mødtes nogle år tidligere til en Cornelis Vreeswijk cabaret-turné sat op af Peter Abrahamsen. Vi fandt hurtigt hinanden både personligt og musikalsk, og kort efter begyndte vi at spille og turnere sammen.
I starten spillede vi mest andres sange. Hovedsageligt  i den mere jazzede genre, plus enkelte Cornelis Vreesvijk-sange (jeg boede i Sverige indtil jeg var 10 år, så jeg kan sproget). Ifht. præcis de to typer musik, fås det ikke meget bedre end med Hugo på bas. Han havde både spillet en masse med Cornelis, og på jazzsiden spillet med koryfæer som Dexter Gordon, Ben Webster, Svend Asmussen, Harry "Sweets" Edisom m.fl.
Senere kom der flere og flere af mine egne sange på repertoiret og da vi i 2000 indspillede albummet "Keep the light in your eyes" var det med syv egne sange, plus to Cornelis, én Bo Kaspers Orkester, og to traditionelle amerikanske sange.

Albummet blev indspillet som et rent duo-album over tre dage hjemme i mit eget studie i Slagslunde,  med Jørgen Knub som tekniker, bortset fra "The water is wide" som er indspillet i Sweet Silence studiet på Amager med Flemming Rasmussen som tekniker og Jesper Nordenstrøm på flygel.
Jeg arbejdede på dét tidspunkt for Danmarks Radio både som arrangør, producer og guitarist, og vi fik lov til at låne en del "gode sager" fra deres lager (gamle Neuman mikrofoner og nogle Tubetec preamps og comps m.m.).

 

På samme tidspunkt var jeg ved at producere og arrangere et album ("Danmark Dejligst") med Radiounderholdningsorkesteret, og en rytmegruppe bestående af Klaus Menzer, Jon Bruland, Rune Harder Olesen, Jesper Nordenstrøm og mig selv. Solister var Poul Dissing, Alberte, Kaya Brüel og undertegnede.
Da jeg snakkede med RUO's chef Kim Bohr, fandt vi ud af, at de havde et par dage hvor de ikke skulle indspille noget, og da de jo var på månedsløn, tænkte vi at det kunne være sjovt at forsøge at lade orkesteret spille ovenpå nogle af sangene.

Jeg havde selv for travlt med det andet album til at lave arrangementerne, så vi begyndte at lede efter én der kunne være god til at gøre det enkelt og smagfuldt, og som havde sans for både songwriterstilen og den lidt jazzede vibe. Valget faldt på Bo Sylvén, som var tidligere guitarist i Radioens Bigband og som tidligere havde arrangeret for bl.a. Monica Zetterlund.  Det skulle vise sig at være et rigtig godt valg.
Jeg havde været lidt nervøs for, at arrangementerne skulle blive for store og svulstige og komme til at overdøve duo-spillet og de små detaljer. Men jeg var efterfølgende meget glad for hans arbejde, som jeg synes skabte "et større rum" udenom os og som udvidede oplevelsen uden at overtage scenen.
Frans Rasmussen dirigerede og var i dén grad "my man": kompetent, engageret, og med et rigtig godt øje for hvornår der skulle slappes af (i pauserne) og hvornår det var "alvor".
Teknikere ved strygerindspilningerne i DR's Studie 1 (som nu er det klassiske konservatorium) var Jan Oldrup og Niels-Erik Lund.

Credits

Dét at stort set al musik idag blir solgt som signaler gennem luften har  gjort, at al den baggrundsinfo om musikere, studie, teknikere, fotografer m.m., som man før kunne finde på covers, er væk.

Så her en liste over de skyldige:
(og jeg er beæret over at arbejde med dem allesammen)

MUSICIANS ON "KEEP THE LIGHT IN YOUR EYES"


Jens Lysdal Vokal, akkustisk guitar, elguitar, slideguitar, mandolin, bozouki & darbuka

Hugo Rasmussen  Kontrabas (Dexter Gordon, Ben Webster, Harry "Sweets" Edison, Cornelis Vreeswijk)

Jesper Nordenstrøm - Keys (Bo kaspers orkester, Mike Stern, Lisa Nilsson, CV Jørgensen)

Radiounderholdningsorkesteret RUO
(Danish Chamber Orchestra)

TECHNICAL CREDITS AND MORE


Orchestral arrangements: Bo Sylvén

Conductor:Frans Rasmussen

Recorded by Jørgen Knub  in Village Pond Studios
"The water is wide" recorded by Flemming Rasmussen in Sweet Silence" studios
Dubs recorded by Jens Lysdal in Village Pond Studios.
Radiounderholdningsorkesteret (Danish Chamber Orchestra), recorded at Denmark Radio , Studio 1 by Jan Oldrup and Niels-Erik Lund

Mixed by Jørgen Knub at  Dandisc, Cph,

Tracks 1,5,8,10 & 12 mixed by Jørgen Knub at Denmark Radio, Studio 1, assisting engineer Jan Oldrup
Mastered by Lehnert Kjeldsen at Dandisc

PRODUCED BY JENS LYSDAL

Photo by Thomas Ellestad
Cover design:Typefaze