Baggrund, tekst m.m.

Om min far.
 

Min far (født i 1926) voksede op i Tandslet på Als sammen med en storesøster og en lillebror.
Hans forældre, i særdeleshed hans mor, forspildte i sit liv ikke mange chancer for at fortælle ham at han var en værdiløs idiot.

Dén attitude til børn var sikkert langt mere almindelig dengang og stammede meget sandsynligt fra samme forældres behandling fra deres egne forældre, men det gør det ikke mindre smertefuldt og traumatiserende.
 

Få år før han døde besøgte jeg ham i Flensborg hvor han boede på et ældrehjem. Selv da – langt op i 70års-alderen - martrede det ham at han aldrig havde fået sine forældres accept og sagde tomt ud i luften:”jeg har aldrig kunnet forstå hvorfor min mor altid kritiserede mig” (ordet ”elske” fandtes ikke i hans vokabularium – men det var dét han mente)
 

Det var ikke fordi han på nogen nåde var hverken initiativløs, ubegavet eller ikke opnåede dét han satte sig for. Han udførte f.eks. efter al sandsynlighed den første sabotageaktion i Danmark under krigen.

D. 9 april 1940 om eftermiddagen (dén blir svær at slå :-)) stødte han på en forladt tysk kampvogn på en landevej. Han løb med det samme hjem efter en hammer, gik ned i kampvognen, og smadrede alt han kunne få øje på af instrumenter og udstyr.

Det var nok ikke moral og politisk harme der fik den 13-årige Sven til at handle så resolut, men snarere en kærkommen lejlighed til straffrit (troede han) at kunne smadre noget matriel – og måske endelig at få noget ros derhjemme. Dét fik han så ikke – han fik skældud og en røvfuld.
 

Senere gik både han og hans forældre ind i modstandsbevægelsen. Han, bl.a. ved at levere pistoler til modstandsfolk og rekognoserings-opgaver ifht. tyske installationer, hans forældre som samlingssted for modstanden i Haderslev-området og agerende modtagecenter og skjulested for eftersøgte i deres hjem. Alle tre blev angivet af danske stikkere og min farfar blev sendt i koncentrationslejr i Neuengamme og kom hjem med de hvide busser, med en vægt på ca. 50 kilo. Min farmor løj sig ved hjælp af en lægeven til en uhelbredelig smitsom sygdom, så tyskerne mistede lysten til at have hende siddende i arrest. Min far nåede at slippe væk og gik under jorden indtil befrielsen i 1945 hvor han var 18 år gammel.

Mine bedsteforældre kommunikerede i store træk ved at råbe ad hinanden (og de fleste andre). Den ene kunne sige “det regner”, hvortil den anden straks vrængede: “gu gør det ej !” - og så var platformen og eftermiddagens underholdning i hus. At gå ud og se efter, kom ikke på tale – det ville ødelægge den gode stemning.

At råbe ad hinanden var med andre ord min fars “tryghedscenter”. Det var dét han kendte og var vant til. Det var sådan det var derhjemme. Det var “normalen” – og så var man også dejlig fri for mere substantielt at tage stilling til andre - og ikke mindst sig selv - hvilket for alle i hans familie åbenlyst ville have været en kraftig og livsforandrende oplevelse.
 

Han havde også for vane – hvis et selskab blev LIDT for hyggeligt – at smide en mental håndgranat i form af en perfid bemærkning, gerne lanceret i et decibelniveau der hurtigt satte en stopper for al afslappet småpludren i krogene. Så kunne han søge mentalt ly i den for ham velkendte stemning fra derhjemme.
Men han havde samtidigt rigtig god humor og kunne være meget sjov og beleven mellem sine gamle venner, naboer eller helt fremmede, men i det nære slog han tit fra sig når det i for lang tid blev for rart og “tæt på”. Han havde ikke gode oplevelser hjemmefra med at vise nogen former for følelser, Det blev betragtet som “svæklingeagtigt” - sikkert også en tidstypisk ting.
 

Men der var også formildnende omstændigheder og forsøg fra min fars side på at forsøge at ændre noget, så han ikke i for høj grad kom til at sende denne “arvesynd” eller nedarvede skade videre. For det ER en arvesynd. Helt på linje med familier hvor man slår sine børn, hvor man drikker for meget, hvor man mistror alle andre, har manglende selvværd og – af samme grund - måske ser sig selv som ofre for alt der sker. Børn tager jo hele pakken ind og det kan være en svær pakke at pakke ud igen og fjerne det man ikke bryder sig om eller finder ud af er løgn, uden at man mister sig selv eller står identitetsmæssigt tomhændet tilbage.
 

Dét min far faktisk – på sin MEGET knudrede og indirekte måde – lykkedes med var, at fortælle os at vi duede til noget, at vi GODT kunne. Og at han passede på os og holdt af os. Han kunne faktisk godt kramme - på en lidt stiv måde - men intentionen var tydelig, hvilket er ret mageløst hans baggrund taget i betragtning.
Han sagde også på et tidspunkt til mig:“du skal ikke gøre som jeg har gjort”. Han kom ikke nærmere ind på hvad han præcist mente, men det var en åbenlys melding om, at jeg skulle gå mine egne veje og gå dem som jeg fandt bedst – et mentalt frihedsbrev. På dén måde lagde han grunden til at jeg kunne bryde arvesynden og den nedarvede familieskade.

​

Hverken jeg eller min søster har jo undgået at skulle tage stilling til, bearbejde og finde en måde at deale med sådan en vibe og mentalt anstrengende opvækst, men alle har jo noget at arbejde med fra barndommen, og det er et langt stykke ad vejen bare “livs-lektier” som – hvis det ikke er i misbrugsafdelingen – er modnende og udviklende at skulle finde en vej udenom,  eller sig selv i.
 

At få at vide at man er værdiløs, skaber en følelsesmæssig usikkerhed og manko, som for mange varer livet ud. Det gjorde det ihvertfald for min far, som kort før han døde – summerende hele sit liv op – sagde: “jeg har klokket i det”.
En vending der helt sikkert var inspireret af tusindvis af nedgørende bemærkninger hjemmefra og som derfor var blevet siddende som et mentalt mantra hos ham, på trods af at han objektivt set opnåede og lykkedes med mere end de fleste – men altså ikke at komme over den manglende accept og kærlighed hjemmefra.

​

Til sidst et lille eksempel på HVOR lidt credit man kan give sine børn – og hvordan en sådan en attitude kan martre en sjæl i resten af livet:

På et tidspunkt fik min farmor besøg af Aage Trommer som har skrevet en del bøger om modstandsbevægelsen Han ville vide noget om min farmor og farfars handlinger og aktioner under krigen (min farfar gad ikke snakke om det: “det er bare noget man gør”). Til sidst spørger han så min farmor om min far (som også var til stede) også havde været involveret i modstandskampen, hvortil hun hurtigt svarede “Næh - han har ikke lavet noget”. Dén credit skulle han ikke have.

​

Tak far for at du ikke gav dén videre til os.

Det var vigtigt - og kærligt.